2021-09-22
ISS Danmark får svanemærket kontorrengøring
ISS Danmark har netop fået certificeret deres kontorrengøring med Nordens officielle miljømærke, Svanemærket. Det betyder, at ISS Danmark sammen med resten af de nordiske ISS lande fremover kan levere og tilbyde en endnu mere bæredygtig og miljøvenlig rengøring af kontorarealer.
”Vi arbejder kontinuerligt på at gøre vores rengøring og vores rengøringsmetoder mere bæredygtige. Derfor er vi også rigtigt glade for, at vi har opnået at få certificeret vores kontorrengøring med Nordens officielle miljømærke, Svanemærket,” siger Katrine Grathe, Head of Soft Services i Operations Performance i ISS Danmark og uddyber:
”Vi kan konstatere, at der er en stigende efterspørgsel for grønnere rengøring hos vores kunder, og derfor er det også meget tilfredsstillende at kunne tilbyde og levere rengøring certificeret med Svanemærket til vores eksisterende og nye kunder til gavn for miljøet.”
Også hos Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Svanemærket i Danmark, hilser man certificeringen velkommen.
”Den stigende interesse for grønne indkøb hos både private og offentlige virksomheder afspejler sig også i valget af rengøringsleverandør. Derfor er det meget positivt, at en stor virksomhed som ISS Danmark har store ambitioner på miljøområdet og fremover kan udføre kontorrengøring, der lever op til Svanemærkets skrappe krav,” siger Ingrid Elmedal, der er seniorkonsulent hos Miljømærkning Danmark.
Med certificeringen vil ISS Danmark fremover udføre svanemærket rengøring på mere end 63 mio. kontorkvadratmeter hvert år.
Ifølge Miljømærkning Danmark kender 94 procent af danskerne Svanemærket og 6 ud af 10 danskere ser efter Svanemærket, når de vælger varer.
En svanemærket rengøringsservice:
- bruger en høj andel af miljømærkede rengøringsmidler
- minimerer forbruget af unødvendige kemikalier
- minimerer miljøpåvirkningen fra transport
- har medarbejdere, som er oplært inden for både miljø- og rengøringsmetoder
- har et kvalitetssystem, der sikrer høj rengøringskvalitet